tirsdag den 9. marts 2010

Metode

I dette projekt er det primære fokus en kvartersanalyse. I arbejdet med denne, anvendes både den kvantitative og kvalitative metode. Vores analyse skal nemlig ikke kun bygge på tal og statistikker men også på personlige indtryk og opfattelser. Den kvalitative metode benyttes i form af interviews med indbyggerne i Zehlendorf, hvor vi fx undersøger deres egen opfattelse af kvarteret. Derudover anvender vi kun en udvalgt mængde empiri, dvs. vi interviewer kun en lille del af menneskerne i Zehlendorf, til gengæld behandles hvert interview grundigt. Vi går altså i dybden med forskellige relevante problemstillinger gennem vores interviews. Dette kendetegner den kvalitative metode.

En anden del af projektet er undersøgelserne som måles i tal. Vi indsamler store mængder oplysninger, bl.a. gennem vores undersøgelse af trafikstrømmen og centraliteten. Senere vil vi bruge disse tal og statistikker til at standardisere og generalisere, fx mht. trafiktætheden i Zehlendorf, som bl.a. vil give et billede af attraktiviteten ved kvarteret.

Projektet er en kombination af humaniora og naturvidenskab. I humanioradelen anvendes den hermeneutiske spiral, hvor vi gennem fortolkning opnår forståelse, og hvor den enkelte del af fortolkningen forudsætter forståelsen af helheden. Udgangspunktet i vores humanistiske undersøgelse er det ukonkrete og immaterielle, fx menneskenes tanker og ytringer om Zehlendorf. Det humanistiske i vores projekt er altså samtalerne med borgerne og vores eget subjektive indtryk, som vi beskriver gennem stemningsbilledet.

Den naturvidenskabelige metode, vi anvender, kommer til syne gennem opmålingerne af centraliteten og trafikstrømmen. Metoden er, at observere og herefter opstille en mere generel teori, som kan bekræftes ved at man observerer det samme fænomen flere gange. Vi måler trafikstrømmen i 10 minutter og ganger dette med 6, netop for at opnå et generelt billede af trafikstrømmen pr. time. Senere samme dag laver vi forsøget igen og opstiller endnu en teori. Her er det den induktive metode, vi har i brug.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar